En af BROENs (DDS’ Lederblad) skribenter gennemførte i august 2004 en interviewrække med medlemmerne i Prufamskalm. Skribenten ville ind til substansen af, hvad der definerer en rigtig løbspatrulje. Artiklen nåede aldrig i trykken, men prufamskalm.dk bringer her uddrag af interviewene med Morten, Mikael, Alex, Andreas og Rasmus  

Kan du fortælle lidt om, hvad der gør Prufamskalm så speciel?
Det er en elitepræget patrulje, som har haft nogle ekstreme oplevelser sammen. Og fordi vi har tudet med hinanden, har vi fået opbygget et helt specielt venskab. Her på det sidste har vi godt nok ikke set så meget til hinanden, men det er alligevel som gamle dage, når vi så vender tilbage.

Er der noget der kan komme på tværs af fællesskab?
Når vi er pressede. Nogle gange på løb, når Rasmus nøler, og Alex ikke løber hurtigt nok. Men hvad der ikke slår én ihjel…

Hvad med piger?
Vi er jo ikke mindre hanekyllinger, end andre drenge er. Det er nok ikke så romantisk som det nogle gange fremstår. Vi har jo i bund og grund et normalt kammeratskab, ligesom alle andres. Vi har bare de nedværdigende oplevelser, som binder os sammen.

Kan I vokse fra hinanden?
Det gør man vel altid lidt. Men hvis man holder

kontakten ved lige og samtidig lader os ændre os og blive ældre, så vi ikke lever i en illusion, så tror jeg godt det kan lade sig gøre at holde sammen. Og det synes jeg også, vi er gode til – at fortælle hinanden hvis vi har ændret os, og at vi altså ikke er sådan mere.

I har jo hver især i Prufamskalm, forskellige styrker som i udnytter i spejderarbejdet. Kan du fortælle mig lidt om dem?
Rasmus er nølende, langsom, men eftertænksom. Han er hjernen bag værket. Han får lige så meget hug for sit nøleri som han får credits. Han er en slider og har udholdenhed.

Morten er den hurtige. Modpol til Rasmus. Altid fremme i skoene, og det er ham som råber mest. Han vil gerne vinde – han er i hvert fald den mest ihærdige.

Andreas fører kort. Han er lyrisk og har skrivekundskaber. Han mestrer alle færdigheder. Så er han udstyrsfreak. En altmuligmand.

Alex, det er ham vi altid venter på. Men han er også roden til sammenholdet. Måske fordi vi altid

er enige om at rakke ham ned – så skaber det ikke så meget splid. Det er fordi han er grøn-spejder. Vores fælleskorpslige ånd, viser sig derfor også i ham. Ellers er han dygtig til forarbejde ved bål, rollespil og skuespil.

Jeg selv, er ham der kom med på et afbud … Ellers er jeg nok naturkenderen, forstand på botanik og zoologi. De synes nok, at jeg er regelridder og gammelklog. Jeg er lidt en sindig jyde, nede på jorden. Lidt konservativ.

Hvor er Prufamskalm om ti år?
Vi er nok lige så spredt, geografisk. Vi vil selvfølgelig hver især være mere uddannede. Vi kommer til at mødes til gensyn, men det drosler nok ned med spejderarbejdet. Jeg tror altid vi vil mødes. Måske kommer vi til at arrangere kurser. Men jeg er overbevist om, at vi har bundet nogle bånd, som ikke kan brydes.

Læs også interview med: