Nordens mytologi er gengivet i en række gamle skrifter. Mest kendt er mytologien om Ragnarok, hvorfra de fleste sammenhænge udspringer og mytologiens univers er opbygget.
I forbindelse med et forskningsprojekt i nordisk mytologi på Københavns Universitet Amager (KUA) i 1999 dukkede krigeren Prufamskalm op fra de gamle skrifter. Ved at tyde vølvens spådom ud fra et ældre skriftsprog end hidtil formåede forskerne at trække nogle endnu usete sammenhænge ud af skriftet. Historien om en kriger fra menneskenes rige, som blev halvgud i Asgaard - gudernes rige.
Forskningsprojektet stoppede, da regeringen i forbindelse med en sparerunde på universiteterne valgte at fjerne det økonomiske fundament for det. I protest valgte forskerne at arkivere de midlertidige resultater lodret og med dem skriftnøglen til det gamle sprog.
En ung forskningsassistent nåede dog at tage nogle sparsomme notater inden makuleringen. Notaterne omsatte han til et manuskript. Manuskriptet blev aldrig udgivet, men på en særudstilling om nordisk mytologi på Børkop Bibliotek i 2001 blev det udstillet. Det er teksten fra den udstilling, som du kan læse her på siderne. Og det er herfra, at spejderpatruljen Prufamskalm er navngivet.

Prufamskalm

Efter udstillingen forsvandt manuskriptet, og forskningsassistenten blev dræbt i en bilulykke i 2003. Gengivelsen på dette site er derfor - formodentlig - den eneste tilbageværende version af myten om Prufamskalm - de glemte vers fra Vølvens Spådom.

Skabelsen
som dystens mester står han frem i valhals store sale
med løftet økse ser han dem som bor i asgaards dale

men inden da blev sønner fem af ull fra midgaard taget
til yggdrasil fra deres hjem thi mødre havde klaget

for ej en kriger der var set i asgaard fra de riger
ull så på sletten hvad var sket han skued mangt en kriger

ved dværges hjælp og runers kraft blev ull en vakker mø
og senere ved elskovskraft blev hvert et hjerte tø

på tværs af bjerge gennem vand over sjælens ild
bragte ull hver femte mand til tops i yggdrasil

en jæger stod med skulder mod en mand med ildens kraft
og ved hans side kløgten stod, der strømte mimers saft

så stod en hvis ben var lange så hvert et løb han vandt
og sidste mand med skjaldens sange selv mindste stien fandt

på denne nat de brødre frem blev stærkest broderskab
og hver gang de tog øksen frem de tog i sejrens greb

vølvens spådom, de glemte vers

På Surd han hilste med øjnene klare - thi Surd
lader ingen mand træde frem som frygten bærer

Surd lod Prufamskalm prøves i Muspelheims dyb
Et våben han finde skulle og ragnarok nu hindre

I årene to han ledte i Asgaard, Midgaard og Udgaard
han ledte men Surd's sværd var intet steds at finde

Men to år i Muspelheims dyb gav tilsidst en mening og
langsomt men sikkert han øksen fremdrage kunne

Af glødende sten og brændede sand dette våben var
gjort og han hindrede altings død og endeligt for en stund

vølvens spådom, de glemte vers

Med lyset som leder mod asgaards forrædder
han klared sig vejen hen
Hos solen at sidde mod skoll at lede
han bragte de tapreste mænd

Lad gnisterne fyge fra jætternes klinge
når kun gjalderhornet vil ringe
Når mørket fortættes om midgaard som bly
svæver han frem på den lysende sky

vølvens spådom, de glemte vers

Båret af Valfardna, et skib af de sidste
solens sønner, vil han blive bragt gennem
de pinsler, han mødte under sin skabelse

Men Valfardna vil gløde indtil det om
sider runder den sidste vig og sejler
i land mellem de fem gamle kongeriger

Skibet vil gå mod grunden, men
bålfærden slutter trods det først,
da skibet mærker den gamle
valplads under kølen

Her vil den endelige søvn bringes til live,
og roen vil sænke sig over dystens mester,
som først nu kan lade andre værne om lyset

vølvens spådom, de glemte vers